Forbryderalbum

 

Regeringspolitik




De ansvarlige politikere

Anders Fogh Rasmussen (V)
Læs videre »»



   


Manipulation. Har Fogh mødt sit »Watergate«?

Af Rune Engelbreth Larsen, forfatter og idéhistoriker
Gengivet her med tilladelse fra forfatteren.

Siden den 12. oktober 2005, hvor elleve muslimske ambassadører bad statsministeren om et møde i kølvandet på bl.a.Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, har han manipuleret med deres intentioner i den danske presse. Han har fordrejet og fortiet afgørende passager og advarsler i deres brev, mens han samtidig har siddet ambassadørernes egne forklaringer af indholdet overhørig, skønt de også umiddelbart efter hans svarbrev gentagne gange har understreget, at de hverken har udtrykt krav om kontrol af pressen eller indgriben i ytringsfriheden.

Ambassadørbrevet består af fire hovedpunkter: 1) en kritik af den »meget diskriminerende tendens« og »nedrakning af islam som religion« i Danmark, 2) en advarsel om krisens mulige eskalering, 3) en opfordring til regeringen om at »gå i rette med de ansvarlige« inden for lovens rammer, og 4) en anmodning om et møde med statsministeren.

Først og fremmest kritiserer ambassadørerne det, de opfatter som en »igangværende smædekampagne« mod islam, og udover Muhammed-tegningerne nævner de flere »nylige eksempler« herpå: De racistiske artikler fra Louise Freverts hjemmeside, kulturminister Brian Mikkelsens tale på de konservatives landsmøde, der bl.a. opmaler kulturkampens nye front som et opgør med »middelalderlig muslimsk kultur« i danske parallelsamfund, samt Kaj Vilhelmsens indvandrerfjendtlige lokalradio, der i sommeren 2005 har opfordret til at »slå en betydelig del af de muhamedanske indvandrere ihjel«.

I brevet lægges stor vægt på de alvorlige følger, som kan blive resultatet heraf: »Vi skal understrege, at det også kan skabe reaktioner i islamiske lande og blandt muslimske minoriteter i Europa.«

Anders Fogh Rasmussen afviser ikke desto mindre at mødes med ambassadørerne og forklarer i stedet i et skriftligt svar den 22. oktober, at ytringsfriheden er »selve fundamentet for det danske samfund«.

Hverken i sit svarbrev eller offentligt omtaler han deres øvrige kritikpunkter og kommenterer således ikke én eneste gang de konkrete eksempler på den »meget diskriminerende tendens«, som ambassadørerne anfører.

I store dele af pressen såvel som i politiske kommentarer bliver indholdet af ambassadørernes brev lynhurtigt reduceret til ukendskab til folkestyret eller sågar et angreb på pressefriheden, til trods for gentagne forsikringer om det modsatte.

Den palæstinensiske repræsentant, Maie Sarraf understreger, at hensigten med brevet aldrig har været at kontrollere pressen:

»Vi beder jo ikke Anders Fogh Rasmussen om at føre kontrol med de danske medier, men det er også muligt for vestlige politikere at vejlede medierne på forskellige måder, og det er det, vi beder ham om at gøre.« (Berlingske Tidende, 22.10.2005).

Anders Fogh Rasmussen siger om ambassadørernes kritik, at »en statsminister ikke kan gribe og styre pressen« (Flensborg Avis, 25.10.2005), og at »det er så selvindlysende klart, hvad det danske folkestyre bygger på af principper, at det er der ikke nogen baggrund for at holde et møde om« (Jydske Vestkysten, 25.10.2005).

Det var imidlertid heller ikke dét, han blev bedt om at mødes om. Men Anders Fogh Rasmussen gør ikke desto mindre gældende, at ambassadørernes ærinde i sagen er i konflikt med selve det danske folkestyre.

Egyptens ambassadør, Mona Omar Attiah afviser flere gange, at man har ønsket andet af statsministeren, end at han tager moralsk afstand fra krænkende tilkendegivelser: »Og det er en stor misforståelse, når folk tror, at vi har bedt statsministeren lægge bånd på ytringsfriheden. Vi har ønsket, at han opfordrede til ansvarlig og respektfuld brug af pressefriheden. Og vi har ønsket, at han skulle tage moralsk stilling ved at fastslå, at det danske samfund stiler mod integration, ikke mod krænkelse af islam.« (Politiken, 27.10.2005).

Tyrkiets ambassadør, Fügen Ok påpeger: »Vi er ikke dumme, og vi ved godt, at statsministeren ikke kan blande sig i det. Intentionen var at opfordre ham til at forbedre situationen i landet, for det er alvorligt det, der er sket, og meget provokerende. Det handler ikke om at lukke aviser, men om at fremlægge sine synspunkter om sagen og opfordre til dialog.« (Information, 28.10.2005).

Selv efter at ambassadørerne blankt har afvist statsministerens tendentiøse udlægning af brevet, lader han som ingenting og intensiverer sågar sin modvilje på en måde, man vanskeligt kan karaterisere som andet end arrogant. Som svar på ambassadørernes kritik og påstande om, at tegningerne er udtryk for et angreb på islam og muslimer i et fordomsfuldt Danmark, siger han: »Det afslører efter min mening et afgrundsdybt ukendskab til principperne i et sandt folkestyre, og det viser en fuldstændig mangel på forståelse for, at en regering i et frit folkestyre hverken kan, skal eller må blande sig i, hvad pressen skriver.« (Jyllands-Posten, 30.10.2005).

Anders Fogh Rasmussen taler med andre ord til elleve ambassadører, som om de ikke forstår, hvad demokrati er, og kommenterer slet ikke, at de blot ønsker hans moralske stillingtagen til sagen. Siden koger kirkeminister Bertel Haarder det hele ned til et krav om »pressecensur« (jf. Jyllands-Posten, 30.10.2005), og Venstres udenrigspolitiske ordfører, Troels Lund Poulsen udtaler, at det ikke tjener noget formål at »gå i dialog med personer, som vil kortslutte den demokratiske proces« (Politiken, 20.12.2005).

Statsministeren nøjes ikke med at sige nej til et møde, men tager med andre ord ambassadørerne i belæring i patroniserende vendinger, og ønsket om et dialogmøde er nu blevet til et forsøg på ligefrem at »kortslutte« demokratiet.

At læse ambassadørernes henvendelse som et angreb på ytringsfriheden er i bedste fald at insistere på en overordentlig tendentiøs fortolkning af ordlyden, som engelskkyndige eksperter har kaldt fejlagtig, men at fastholde denne forkerte udlægning de følgende dage, hvor ambassadører nøjagtigt har forklaret, hvad de ønsker, er udtryk for bevidst manipulation fra statsministerens side.

En nøgtern forståelse i overensstemmelse med både brevet og ambassadørernes forklaringer peger indlysende på en uproblematisk, diplomatisk løsning, hvor statsministeren tager moralsk stilling og udtrykker kritik af det syn på islam, som Muhammed-tegningerne udtrykker. End of story.

Afvisningen heraf kan imidlertid kun opfattes, som om statsministeren dybest set bifalder tegningernes fremstilling af islam, fordi det ville være så let og banalt at tage afstand fra den dæmonisering, som i det mindste nogle af disse udtrykker.

Det er korrekt, at ambassadørerne også opfordrer til at gå »i rette med de ansvarlige« for krænkelser af islam, men det er inden for lovens rammer og ville tydeligvis også være dækket ind af en offentlig afstandtagen, som på ingen måde indskrænker nogens ytringsfrihed.

Denne dimension er imidlertid helt fraværende i statsministerens såvel som langt de fleste danske kommentatorers ræsonnement i over fire måneder efter ambassadørernes protestskrivelse.

Også selv om det naturligvis langtfra er enestående, at den danske statsminister udtaler sig kritisk om offentlige meningstilkendegivelser, det skete f.eks. også to måneder efter Muhammed-tegningerne i forbindelse med hans kritik af Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

Henriksen hævdede, at islam »siden sin begyndelse« har været en »terrorbevægelse«, hvilket Anders Fogh Rasmussen påtalte den 2. december: »Jeg må tage kraftig afstand fra enhver påstand om, at islam som religion skulle være en terrororganisation.

Sådan kan man slet ikke føre sig frem på ordentlig måde i en debat. Vi har og skal have en vidtgående ytringsfrihed, som vi skal stå vagt om, men den bygger også på, at vi viser respekt for andre religiøse opfattelser.« (tv2.dk, 2.12.2005).

Skønt statsministeren altså tager afstand fra et skriftligt udsagn om, at islam er en terrorbevægelse, falder det hverken ham selv eller andre ind, at denne afstandstagen skulle begrænse ytringsfriheden på nogen måde, for han gør jo blot et synspunkt gældende. Det afviser han til gengæld kategorisk at gøre i forbindelse med Muhammed-tegningerne, til trods for at en af tegningerne videreformidler nøjagtigt det samme budskab, som Henriksen har givet udtryk for på skrift.

Det kan derfor umuligt komme som en overraskelse, at der er muslimer, som undrer sig - især når man betænker, at muslimske foreninger næsten rutinemæssigt afkræves en klar afstandtagen i forbindelse med ytringer og handlinger fra yderligtgående islamister, skønt de ikke selv har andel i dem.

Ikke mindre besynderligt bliver det, da Anders Fogh Rasmussen opfordrer de krænkede muslimer i Danmark til at reagere på Muhammed-tegningerne på nøjagtigt den måde, han selv har afvist over for de muslimske ambassadører: »Den danske tradition er, at man indkalder til et møde, hvor man sidder og snakker stille og fredeligt med hinanden. Nogle gange er man fløjtende uenige, også når mødet er slut, og nogle gange når man en forståelse for hinandens bevæggrunde. Det er den danske model. Det kalder vi samtaledemokratiet.« (Jyllands-Posten, 30.10.2005).

Samtaledemokratiet omfatter åbenbart ikke muslimske ambassadører.

Statsministerens arrogante afvisning af ambassadørernes anmodning om et møde og hans manipulatoriske fremstilling af indholdet af deres brev såvel som af deres senere forklaringer bør få konsekvenser. At han tilmed har fortiet en klar advarsel om en eskalering af konflikten, forværrer kun det, der kan gå hen og blive Anders Fogh Rasmussens »Tamil-sag«.

Ambassadørbrevet advarer som nævnt om »reaktioner i islamiske lande«, og få dage senere advarer egypterne direkte om »en mulig eskalering af problemet« over for den danske ambassadør i Kairo, som det fremgår af en egyptisk regeringsredegørelse fra februar (jf. Politiken, 18.2.2006).

Ved flere lejligheder bliver det skåret ud i pap for statsministeren, hvor let sagen kan afsluttes uden implikationer for ytringsfriheden eller pressefriheden, men hver gang nægter han fuldkommen at forholde sig hertil.

Den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attiah tydeliggør allerede den 29. oktober, hvad hun helt konkret anbefaler: »Den Egyptiske Ambassade opfordrer indtrængende den danske regering til at behandle denne sag med større alvor, så en eskalering kan undgås, og forventer, at den i det mindste vil udsende en erklæring, der bekræfter dens misbilligelse af sådanne tegninger og enhver krænkelse af islam.« (Berlingske Tidende, 29.10.2005). Det samme siger en egyptisk embedsmand til den danske ambassadør i Kairo, da han i slutningen af oktober ekspliciterer, hvilken reaktion man efterlyser, »for eksempel gennem en officiel erklæring, der fordømmer hån af islam eller af profeten«.

Den 18. november understreger også den egyptiske udenrigsminister, Ahmed Aboul Gheit, hvad flere ambassadører har sagt til den danske presse, at ingen har bedt om at »få standset avisen eller at censurere den«, men at man havde håbet på en eller anden form for erklæring. Han forklarer tilmed, hvad den danske statsminister kunne nøjes med at sige til ambassadørerne for at forhindre hele affæren i at eskalere: »Mine herrer, de må forstå, at mine hænder er bundet. Jeg kan ikke handle mod det, men jeg vil gerne sige, at det ikke er min holdning«. (Politiken, 18.11.2005).

Med andre ord er det, som den egyptiske udenrigsminister efterlyser, en væsentligt mildere afstandtagen end den, som statsministeren senere lægger for dagen i sin kritik af Martin Henriksens påstand om, at islam er en »terrorbevægelse«. Siden henviser Mohammed Shaaban fra det egyptiske udenrigsministerium endog eksplicit til statsministerens afstandtagen i tilfældet Martin Henriksen (jf. Politiken, 7.12.2005) og forstår ikke, hvorved denne problemstilling adskiller sig principielt fra sagen om Muhammed-tegningerne.

Hele sagsudviklingen har givet den egyptiske udenrigsminister det tydelige indtryk, »at der faktisk er folk i den danske regering, der kan lide, hvad de ser« i tegningerne.

Stadig væk lader den danske regering, som om den ikke aner, hvad den er blevet bedt om - nemlig en moralsk stillingtagen til tegningernes budskab. Til trods for de løbende præciseringer og gentagelser fra officielle regeringsrepræsentanter udtaler udenrigsminister Per Stig Møller sig atter, som om han har overhørt alt: »Grundloven fastslår, at censur ingensinde må gennemføres. Hvis Jyllands-Posten i ly af grundloven har brudt blasfemiloven, er det op til domstolene.« (Jyllands-Posten, 8.11.2005).

Han kunne med samme relevans have reciteret vejrudsigten.

Således undlader regeringen igen og igen at kommentere de mange konkretiseringer fra muslimske ambassadører og andre officielle repræsentanter fra den islamiske verden, der blot efterlyser en afstandtagende holdningstilkendegivelse fra den danske regerings side, som altså kan sammenlignes med statsministerens afstandtagen fra Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

Kort efter jul truer generalsekretæren for den islamiske verdens kulturelle samarbejdsorganisation, ISESCO med at opfordre de

51 medlemslande til en økonomisk og politisk boykot af Danmark. Den egyptiske ambassadør, Mona Omar Attiah understreger, at generalsekretærens trussel skal tages alvorligt: »Han er ikke den eneste, der opfordrer til boykot. Der er tale om en folkestemning, som kan betyde, at folk holder op med at købe danske varer.« (Information, 27.12.2005).

Attiah mener dog, at der fortsat kan findes en diplomatisk løsning, men advarer om, at der også er »elementer i Mellemøsten, der ikke er lige så indstillet på at løse konflikter med dialog, som vi er«. I næsten tre måneder har regeringen i stedet valgt at være blind og døv, og heller ikke denne gang er der den mindste erkendelse af sagens alvor.

Tværtimod kritiserer Anders Fogh Rasmussen oven i købet de 22 danske ex-ambassadører for dårlig timing, da de i et åbent brev i Politiken den 20. december kritiserer hans håndtering af sagen, fordi statsministeren vurderer, at konflikten er ved at være forbi.

Et fatalt dømmekraftssvigt på baggrund af tre måneders permanent eskalering af et ildevarslende konfliktscenario.

Anders Fogh Rasmussen har dermed fastholdt en meget alvorlig skævvridning af sagen siden midten af oktober, skønt han bliver advaret om en eskalering af krisen og ultimativt en handelsboykot uden på ét eneste tidspunkt så meget som at lytte til, hvad de muslimske ambassadører har på hjerte.

Resultatet kender vi, da amokløbet begynder i slutningen af januar. Hvad man end mener om Jyllands-Postens aktion, og hvor urimelig overreaktionen end bliver fire måneder efter tegningernes offentliggørelse, så er det statsministerens manipulatoriske fortielser og fordrejninger igennem tre måneders intens krise, der resulterer i den største udenrigspolitiske krise i dansk efterkrigstids historie.


Bragt i Politiken 23.2.2006. Gengivet her med tilladelse fra forfatteren.

http://www.humanisme.dk/artikler/art02006.php

Sidst opdateret: 2006-02-24

Forlaget Solidaritet, 2200 København N    /    Læst af 6990