Forbryderalbum

 

Regeringspolitik




De ansvarlige politikere

P.A. Alberti (V)
Læs videre »»



   


Storsvindleren Alberti

Venstres Finansminister hedder i dag Thor Pedersen. Han er indblandet i lyssky forretningsaffærer i Farum. Hans første forgænger som venstre-finansminister, var P.A. Alberti, der i 1908 blev afsløret som storsvindler.

I den første regering efter Systemskiftet i Danmark i 1901 sad en mand med det lidet danskklingende navn Alberti. Kongen havde ikke været meget for at få venstremænd i regeringen, men havde dog bøjet sig og mente, det var ret skikkelige folk - bortset fra denne mand med det italiensk klingende navn. Han skulle endda have betegnet ham som en slyngel og politisk kæltring. Og selv om man jo ikke kan betegne Christian den 9. som demokrat - han var jo en aktiv deltager i provisoriepolitiken - havde hans kongelige næse nu lugtet noget sandt.

P.A. Alberti

Albertis far, C.C. Alberti, var særdeles agtet blandt de sjællandske bønder for stiftelsen af Den sjællandske Bondestands Sparekasse. Hans sønner havde nu ikke faderens uplettede karakter. En stak af til Sydamerika efter et fallit med en svovlsyrefabrik. Den anden var Adler Alberti, der blev finansminister og i 1908 meldte sig til politiet for bedrageri for 9,5 mio. kroner (det blev nu til 15 mio. med tiden). Det var jo i sandhed ikke småpenge i de dage, hvor en faglært arbejder i København havde en timeløn på 50 øre og en ufaglært på 37 øre. Københavns Rådhus blev færdig et par år før. Det havde kostet 5 mio. kr. - altså uden inventar og grundpris. Det var et sammentræf af heldige omstændigheder for Alberti, der muliggjorde en svindel af det omfang.

Allerede som 36-årige arvede højesteretssagfører Alberti Bondestandens Sparekasse og 3 år senere, i 1890, blev han formand. Det var et godt udgangspunkt for en fremgangsdriftig ung mand. Det andet gode kort var indmeldelsen i Venstre, hvor det lykkedes ham at blive folketingsmand ved at besejre den radikale Viggo Hørup i Køge-kredsen. Indmeldelsen i Venstre førte ham i sidste ende frem til posten som justitsminister og senere til at få statsminister J.C. Christensens accept af et hemmeligt statslån på 1,5 mio. - på et tidspunkt hvor anklagerne for svindel haglede ned over Alberti, både i tinget og i pressen.

Spekulation og halvtomme selskaber

På mange måder foregriber Alberti en senere tradition, som glorværdigt videreføres af en anden venstremand, Klaus Riskær Pedersen (og andre): De tomme selskaber. I kraft af sit (andels)selskab Danske Landmænds Smøreksport Forening sikrede han bønderne gode priser, ja, så gode at det oversteg salgsprisen. Men så kunne han jo låne lidt penge i sparekassen. Da det kneb her lånte han i Privatbanken mod sikkerhed i sparekassens obligationer, som han dog diskret solgte med forfalskede underskrifter fra Privatbanken.

Og det var jo ikke fordi Albertis rygte var uplettet, at han kunne låne hist og her. Allerede i 1884 var han involveret i ejendomsspekulation med Trudsholm - en fallitramt gård der kom på tvangsauktion, mens ejeren var blevet snydt til yderligere belåning. Også brorens svovlsyrefabrik var Adler Alberti rodet ind i. Senere kom der lidt mere stil over det, idet han fik sin engelske forbindelse til at indbetale en del af pengene for smørret på Albertis private konto. Herfra skulle de yngle via anbringelse i selskaber med gode navne som Golden Gate og Queen Shebas Gold, sydafrikanske guldmineaktier. Det gik jo lidt op og ned med de guldmineaktier, men med Boerkrigens udbrud i 1899 gik det kun ned. Imperialismens blodige ekspansion satte stop for Alberti.

Kirkesanger og folkeskolelærer

Også statsministeren J.C. Christensen - mest kendt for påstanden om at han havde en ræv bag øret - kvalificeret kirkesanger i Stadil og lærer var ved at få ørerne i Albertis maskine. I Venstres partihistorie har han en kultlignende status, selv om det kan undre, at han slap helskindet gennem den rigsretssag, der i 1910 blev følgen af Albertis fald. Han var anklaget for bl.a. som indenrigsminister at have svigtet tilsynspligten med Bondestandens Sparekasse og for mod bedre vidende at have ydet sparekassen et hemmeligt lån. Men der var påfaldende mange ting statsministeren ikke vidste besked om. Hvor dum må man være som statsminister må man spørge sig selv, når man ser at JC slap med en mild påtale?


Kilder:
Henrik Larsen: Alberti-katastrofen

Sidst opdateret: 2005-01-18

Forlaget Solidaritet, 2200 København N    /    Læst af 19558