Forbryderalbum

 

Regeringspolitik




De ansvarlige politikere

Anders Fogh Rasmussen (V)
Læs videre »»



Per Stig Møller (K)
Læs videre »»



   


Krigsforbrydelser

Ifølge FN's charter må intet medlemsland af verdensorganisationen gennemføre angrebskrige mod andre stater. Det var ikke desto mindre præcis hvad Danmark gjorde, da det den 21. marts 2003 tilsluttede sig USA's angrebskrig mod Irak.

Iflg. det ansete britiske lægetidsskrift The Lancet er der i perioden marts 2003 - november 2004 døde ca. 100.000 civilpersoner som følge af krigen og den efterfølgende besættelse af landet. Mens USA voldsomt modarbejder FN's Krigsforbryderdomstol (ICC), har Danmark faktisk skrevet under på domstolens charter og ratificeret det. Den danske regering kunne derfor stilles for domstolen for dens deltagelse i "koalitionens" krigsforbrydelser i Irak.

Regeringens uholdbare argumentation for krig

Den 21. marts 2003 giver Anders Fog Rasmussen 8 grunde til at gå i krig med Irak:

  1. Saddam Hussein er en diktator der undertrykker sit eget folk og dræber og torturerer sine modstandere
  2. Saddam Hussein har startet flere aggressionskrige mod sine nærmeste naboer
  3. Saddam Hussein har brugt gift mod sit eget folk
  4. Saddam Hussein har haft åbenlyse forbindelser til terrorister og har det muligvis stadig
  5. Saddam Hussein har i 12 år ignoreret det internationale samfunds krav om afrustning
  6. Saddam Hussein smed i 1998 våbeninspektørerne ud af landet
  7. Saddam Hussein har ikke redegjort for tusindvis af liter miltbrand, omkring 6.500 kemiske bomber, mindst 80 ton sennepsgas og store mængder biologiske gifte
  8. Dertil kommer den farlige trussel fra langtrækkende missiler og risikoen for at han snart vil råde over atomvåben

Den vigtigste argumentation var pkt. 7 og 8 der handlede om Iraks masseødelæggelsesvåben: "Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved”, erklærede statsministeren i Folketinget. I januar 2005 lukkede USA i stilhed den sidste eftersøgning efter de påståede våben. Konklusionen næsten 2 år senere er: de fandtes ikke, efterretningsvæsnerne havde informeret politikerne om dette, men politikerne - deriblandt den danske regering - sagde det modsatte. De ønskede krig.

Fogh Rasmussen besøger i slutningen af marts 2003 USA som støtte til USA's angrebskrig mod Irak. Her vises han ind i Pentagon af en af de største høge i USA's regering, viceforsvarsminister Paul Wolfowitz

Udlændingestyrelsen: Irak er et sikkert land

Ad 1) Saddam Hussein er en diktator der undertrykker sit eget folk og dræber og torturerer sine modstandere

I årene forud var meldingerne de stik modsatte. I 2001 havde Dansk Industri en erhvervsdelegation i Irak og havde bestilt 800 m2 standplads i messecentret i Baghdad i november samme år for at fremme den danske eksport. ”Der er intet usædvanligt i at sende en erhvervsdelegation til Irak. Vi er delegation nr. 28 i år, og stort set alle andre europæiske lande og USA har gennemført lignende aktiviteter”, udtalte DI’s direktør Hans Skov Christensen i februar 2001 til Politikken.

I marts 2001 gennemførte Udlændingestyrelsen en ”fact-finding-mission” til Irak og erklærede i en rapport derefter at: ”irakere der lovligt har forladt landet trygt kan vende tilbage uden at blive forfulgt af de irakiske myndigheder”. Indtil da havde asylansøgere automatisk fået asyl. Den regel ophæves nu. ”Irak er et sikkert land”, hedder det. Stik imod Anders Fog Rasmussen’s bombastiske erklæring i 2003. I 2001-02 bliver størstedelen af de irakiske asylansøgere i Danmark derfor afvist. Kun en tredjedel får i årene op til krigen asyl.

Saddam: USA’s stedfortræder i Mellemøsten

Ad 2) Saddam Hussein har startet flere aggressionskrige mod sine nærmeste naboer

Det er fuldstændig korrekt. Irak indledte i 1981 i krig mod Iran med støtte fra USA. USA havde i 1979 mistet sin vigtigste allierede i Mellemøsten, da shahen blev væltet i Iran og erstattet med præstestyret. Det var en traumatisk oplevelse for supermagten, og den ønskede at genvinde kontrollen over de store oliereserver i området. USA bakkede derfor aktivt op om Iraks krig mod Iran og leverede Irak våben til denne krig. USA's nuværende forsvarsminister Donald Rumsfeld besøgte som viceforsvarsminister Saddam Hussein i december 1983 for bl.a. at diskutere krigen mod USA’s daværende ærkefjende Iran.

I 1989 havde USA’s ambassadør i Irak ikke nogen indvendinger, da Saddam inden invasionen i august af Kuwait informerede ambassadøren om invasionsplanerne.

Giftgas produktion fra USA og Vesttyskland

Ad 3) Saddam Hussein har brugt gift mod sit eget folk

Det var i 1988. Men faktisk var han allerede i 1981 begyndt at anvende det mod det iranske militær. Dengang var Irak dog USA’s allierede i kampen mod Iran og en del af udstyret til giftgasproduktionen blev leveret fra USA, en anden del fra Vesttyskland. Først da det Internationale Røde Kors i 1984 bekræftede Irans anklager mod Irak om anvendelse af giftgas, blev USA nødt til at reagere og kritiserede anvendelsen af giftgas.

Terrorforbindelsen

Ad 4) Saddam Hussein har haft åbenlyse forbindelser til terrorister og har det muligvis stadig

En central del af USA’s og statsministerens begrundelse for at gå i krig med Irak var påstanden om, at Saddam Hussein havde forbindelser til terrorister. Disse påstande fremførte USA’s regering allerede et par dage efter terrorangrebet på New York 11. september 2001. USA’s regering havde en åbenlys interesse i at forbinde 11. september, terrorisme og Irak, for det ville umiddelbart legitimere amerikansk angreb på Irak. Denne sammenkædning mislykkedes imidlertid. Efterretningsvæsener i både USA og Europa afkræftede regeringens påstand om, at en af hovedmændene bag 11. september, Mohammed Atta havde mødt en irakisk efterretningsagent i Prag i april 2001.

Den 2. oktober 2002 afleverede de amerikanske efterretningsvæsener derfor en 90 sider lang rapport om Irak til det Hvide Hus. Det hedder i denne rapport: ”..der er ikke tilfredsstilende kilder til at underbygge påstanden om, at Irak støtter al-Qaeda med faciliteter og uddannelse”. Det hindrede dog ikke præsident Bush i 5 dage senere at gentage påstanden om denne forbindelse. Og påstanden blev gentaget, da udenrigsminister Colin Powell den 5. februar på dramatisk vis fremlægger USA’s beviser i FN’s Sikkerhedsråd. Bl.a. med satellitfotos af al-Qaeda terroristers tilholdssteder i Irak. Selve de famøse satellitfotos viser sig dog at være falsknerier, da journalister få uger senere når frem til de bygninger, der angiveligt husede terrorister.

USA har ret i, at al-Qaeda terrorister er flygtet til Irak fra Afghanistan, men undlader at fortælle, at de er flygtet til det kurdisk kontrollerede Nordirak, der var amerikansk interessesfære og uden for Saddams kontrol.

Anders Fog Rasmussen er i udgangspunktet mere forsigtig end sine kolleger i Washington med at knytte den famøse forbindelse. Han erklærer under en debat i Folketinget 14. november 2002 at: ”der ikke er etableret nogen forbindelse mellem begivenhederne den 11. september 2001 og regimet i Irak, men det er ingen garanti for, at Saddam Hussein ikke kunne fristes til at benytte terroren som instrument til at opnå sine mål”.

Rasmussens argumentation er dramatisk skærpet, da han den 21. marts 2003 skal argumentere for dansk krig mod Irak. Her hedder det, at ”Saddam Hussein har haft åbenlyse forbindelser til terrorister, og muligvis stadig har det”.

I juni 2003 modbeviser virkeligheden Rasmussen og kollegerne i Washington, da FN’s Terrorismekomite efter undersøgelser i det besatte Irak slår fast at, ”der ikke er beviser for forbindelse mellem Irak og al-Qaeda”. Komiteens ledende efterforsker Michael Chandler erklærer at: ”vi har ikke konstateret noget som helst, der kan indikere forbindelse mellem Irak og al-Qaeda”.

Den danske regering har på dette tidspunkt kun et figenblad tilbage til at dække over sandheden. I august 2003 skriver Rasmussen til Information: ”Det fremgår af åbne kilder, at der var forbindelse mellem det tidligere Bagdad-regime og terrororganisationer. For eksempel blev den palæstinensiske terrorist Abu Nidal fundet skudt i sin lejlighed i Bagdad i august sidste år”. Iraks "terrortrussel mod resten af verden" var 5 måneder efter invasionen kogt ned til en terrorist, der var død i Bagdad 1 år tidligere. Iflg. bl.a. CNN var Nidal i husarrest da han døde. Den officielle irakiske historie var, at han begik selvmord. CNN kunne derimod citere palæstinensiske kilder for, at han blev dræbt af det irakiske efterretningsvæsen.

Terrortruslen øget

CIA offentliggjorde i januar 2005 en rapport hvor den indrømmer, at USA's besættelse af Irak har tiltrukket mange al-Qaeda medlemmer fra Afghanistan og tiltrækker potentielle terrorister fra hele verden. Årsagen er, at Irak i dag er det sted i verden, hvor det er lettest at angribe USA's militær. Irak har knap 2 år efter invasionen og besættelsen erstattet Afghanistan som verdens vigtigste uddannelsescenter for terrorister. Stik imod angrebs-koalitionens erklærede hensigter. CIA's vurdering bekræftes af en vurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), og da Per Stig Møller i en forespørgselsdebat i januar skulle besvare spørgsmålet: "Har invasionen af Irak bidraget til at mindske terrortruslen i verden? Ja, nej eller ved ikke." var hans svar: "Ved ikke".

Sandheden er, at terrortruslen er øget, og Danmark er som deltager i besættelsen særlig udsat. Den 11. marts 2004 sprang en række passagertog i luften i Madrid og 192 blev dræbt. Årsagen var den spanske stats deltagelse i besættelsen af Irak. Den danske regerings politik øger til stadighed risikoen for, at det samme kan ske i Danmark.

Våbeninspektører

Ad 5) Saddam Hussein har i 12 år ignoreret det internationale samfunds krav om afrustning

Det er en hyppigt gentaget løgn, som ikke bliver mere sand af at være gentaget mange gange. FN’s våbeninspektør Hans Blix udtalte i september 2004: ”Afvæbningen af Irak var lykkedes, uden at vi vidste det”. Alt for meget af diskussionen kom til at handle om de restlagre af kemiske og biologiske stoffer, som Saddam Hussein havde haft, men som hævdede, han havde destrueret. ”Det er en fejl, der går helt tilbage til 1990‘erne. Våbeninspektørerne fokuserede for meget på at gøre rede for at disse restlagre var ødelagt, og tvinge Saddam Hussein til at finde den manglende dokumentation herfor. Og vi fokuserede for lidt på fraværet af våben og våbenprogrammer her og nu”, erklærede Blix. Paradoksalt nok talte tyrannen Saddam sandt, mens Anders Fog Rasmussen og regeringerne i Washington og London løj.

Ad 6) Saddam Hussein smed i 1998 våbeninspektørerne ud af landet

Det gjaldt også påstanden om, at Saddam i 1998 smed inspektørerne ud af landet. Sandheden er, at inspektørerne af USA blev pålagt at rejse - på samme måde som de blev det en uge før invasionen i marts 2003 - fordi USA forberedte bombardementer af Irak. Disse bombardementer blev gennemført i december 1998, efter at USA havde beordret inspektørerne ud.

Per Stig Møllers ’dårlige hukommelse’

Ad 7+8) Saddam Hussein har ikke redegjort for tusindvis af liter miltbrand, omkring 6.500 kemiske bomber, mindst 80 ton sennepsgas og store mængder biologiske gifte
Dertil kommer den farlige trussel fra langtrækkende missiler og risikoen for at han snart vil råde over atomvåben

Et af hovedargumenterne for både USA’s krig mod Irak og Danmarks deltagelse heri var Saddams ”masseødelæggelsesvåben”. De blev aldrig fundet - fordi de var blevet destrueret allerede i starten af 90’erne. Det blev USA's regering tvunget til at indrømme i januar 2005, da USA's egne våbeninspektører blev trukket ud af landet. De officielle rapporter fra kongressen i USA der slog dette fast blev dog allerede frigivet i august 2004 - 1½ år efter krigens start.

I Danmark begyndte regeringen dog at få kolde fødder allerede i maj 2003, blot 2 måneder efter Danmarks erklæring af krig mod Irak. Den 15. maj 2003 gik Per Stig Møller på Folketingets talerstol og sagde: ”Om masseødelæggelsesvåben vil jeg da sige, at jeg hele tiden har sagt eventuelle masseødelæggelsesvåben”. Denne ændring i sin holdning uddybede han på et pressemøde 1 måned senere efter et møde i udenrigspolitisk nævn: ”Jeg har sagt hans ’formodede masseødelæggelsesvåben’”. Problemet var blot, at udenrigsministeren enten havde en meget dårlig hukommelse - eller løj.

Den 15. maj var første gang han tog forbehold for, at de måske slet ikke eksisterede. I en 6 måneders periode op til denne dato havde han 34 gange på 10 forskellige møder uden forbehold givet udtryk for, at Irak rådede over masseødelæggelsesvåben. Det var også statsministerens formulering: ”Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved”.

Problemet var blot, at politikerne, hverken i Storbritannien, USA eller Danmark vidste det. Men de påstod det, for det var deres trumfkort til at ”sælge krigen” til en stærkt kritisk verdensoffentlighed. En variant over den traditionelle politikerparole om at: ”Hvis det er fakta, benægter jeg fakta”, som Anders Fog Rasmussen’s partifælle og forgænger Knud Christensen engang erklærede.

Hen over sommeren 2003 blev der stillet stadig større spørgsmålstegn i offentligheden om de påståede irakiske masseødelæggelsesvåben. I Danmark forsøgte udenrigsministeren sig med det figenblad, at han hele tiden havde sagt ”formodede”. Det var løgn.

I de fleste lande undskyldte politikerne sig nu med, at de var blevet fejlinformeret af efterretningsvæsnerne. Det var også et figenblad, om end lidt mere avanceret. I USA kom det dog frem, at rapporterne fra CIA og det militære efterretningsvæsen, der modbeviste regeringens påstande om masseødelæggelsesvåben blev arkiveret lodret, og specialafdelinger i forsvarsministeriet fik til opgave at fremstille forfalskede rapporter, der pegede frem mod de politiske konklusioner, regeringen ønskede.

I England gjorde regeringen det samme indtil efterretningsofficeren og eksperten i kemiske våben, David Kelly i juli 2003 i BBC afslørede, at den britiske regering havde forvansket de oplysninger den havde fået fra efterretningsvæsenet. Påstanden om masseødelæggelsesvåben havde ikke bund i efterretninger med i regeringens politiske behov for at legitimere krig. Sagen kostede Kelly livet og tvang efter høringer premierminister Blairs spindoktor, Alistair Campbell til at gå af.

En lignende historie kunne den danske efterretningsofficer Frank Grevil i marts 2004 fortælle. De rapporter Forsvarets Efterretningstjeneste havde produceret i 2002/3 til regeringen berettigede ikke til at konkludere, at Irak rådede over masseødelæggelsesvåben. Men efter at have været igennem regeringens politiske spin var der ikke skyggen af tvivl: ”Det er ikke noget vi tror. Det er noget vi ved”.

I Danmark fejede statsminister og udenrigsminister enhver diskussion og kritik af regeringens forvanskninger og løgne til side om, at kritikerne støttede Saddam. Regeringen og dens støtteparti på den ekstreme højrefløj var ikke interesseret i en kulegravning af spørgsmålet, og ligesom de havde sendt Danmark i krig på det spinklest mulige folketingsmandat, hindrede de på det spinklest mulige mandat, at grundlaget i efteråret 2003 blev undersøgt. Den danske befolkning måtte ikke få sandheden at vide.

De irakiske atomvåben

Ad 8) Dertil kommer den farlige trussel fra langtrækkende missiler og risikoen for at han snart vil råde over atomvåben

USA lancerede i starten af 2002 påstanden om, at Irak forsøgte at købe uran i Niger til fremstilling af atomvåben. I februar 2002 sendte CIA derfor den pensionerede ambassadør Joseph Wilson til Niger for at undersøge oplysningerne. Han mødes de følgende 10 dage med USA’s ambassadør i landet og med nigerske embedsmænd. USA's ambassadør i Niger fortæller, at hun i flere rapporter til USA’s udenrigsministerium har afkræftet oplysningerne. Ambassaden holder nemlig i forvejen  godt øje med Nigers uranudvinding for at hindre spredning af uran. Dette er konklusionen, som Wilson den 9. marts 2002 sender videre til CIA: historien om irakiske urankøb i Niger er falsk.

Men Wilsons dementi af historien passer ikke politikerne, der derfor fortsætter løgnen, selvom CIA også i oktober 2002 gør regeringen opmærksom på, at historien er en and. Og da det endelig i starten af februar 2003 efter ½ års rykken lykkes det Internationale Atomenergiagentur IAEA at få udleveret de ”kompromitterende” dokumenter kan organisationen efter 10 dage bevise, at dokumenterne er forfalskninger.

Politkerne ved fra marts 2002, er historien om Iraks urankøb er en forfalskning. Det hindrer ikke, at påstanden ufortrødent fremsættes:

”..til trods for at uran ikke har nogen civil anvendelse i Irak (kernekraft), har landet alligevel forsøgt at skaffe sig stoffet fra Afrika”.
[Iraks besiddelse af Masseødelæggelsesvåben (WMD)
, Sikkerhedspolitisk Kontor, Udenrigsministriet, 29. oktober 2002 i notits til Per Stig Møller.]

To uger senere bruger Per Stig Møller notitsen i en debat i Folketinget om Sikkerhedsrådets resolution 1441, som er vedtaget få dage tidligere. Møller påstår, at Irak er mindre end et tiår fra at have atomvåben og ”får landet fingre i beriget uran eller plutonium, vil det formentlig have en atombombe indenfor et års tid”.

I USA fortsætter regeringen også med at føre befolkningen og medierne bag lyset. Efter at Irak den 7. december 2002 har fremlagt sin 12.200 sider lange redegørelse for FN’s Sikkerhedsråd konstaterer USA’s FN ambassadør John D. Negroponte, at ”Irak har genfremsendt gammelt materiale og ignorerer nøglespørgsmålet om Iraks forsøg på at købe uran.” Det amerikanske udenrigsministerium udsender et ”faktaark” hvori det hedder: ”Deklarationen ignorerer forsøg på at fremskaffe uran fra udlandet. Hvorfor skjuler det irakiske regime sit uran-indkøb?”

Regeringen lyver. Den er blevet informeret om det modsatte allerede i marts. Alligevel spreder den sine løgne videre. Dagen efter briefes Jakob Brix Tange og Jens-Otto Horslund fra det danske udenrigsministerium af Dan Lawton, der er ”politisk-militær officer” på USA’s ambassade i København.

19. december beder IAEA USA om beviser for sine påstande, som IAEA ikke kan bekræfte. Der kommer til at gå 1½ måned før USA overdrager dokumentationen til IAEA, der i midten af februar 2003 konstaterer, at der er tale om falskneri. På de indre linier begynder USA’s regering nu at trække i land. Den 7. marts informeres Anders Fog Rasmussen om, at Iraks atomprogram er nedlagt, og at Irak ikke har forsøgt at skaffe sig uran. Det hindrer ikke, at statsministeren den 19. marts og den 21. marts under 1. og 2. behandlingen af lovforslaget om dansk krig mod Irak gentager: ”risikoen for at han (Saddam) snart vil råde over atomvåben”. Først den 20. august tvinges Anders Fog Rasmussen til at indrømme, at han løj i marts - at han lå inde med den modsatte information af hvad han sagde i Folketinget.

Det er en overtrædelse af Ministeransvarsloven når en minister lyver overfor Folketinget.

Crooks

USA’s håndtering af løgnen om Iraks uranindkøb er så klodset, at den ligger på linie med det Hvide Hus’ håndtering af Watergateskandalen. USA’s regering tvinges 8. juli 2003 til offentligt at erkende, at uranhandelen var frit opfundet - 16 måneder efter at CIA var blevet informeret om dette af pensioneret ambassadør Joseph Wilson, 4 måneder efter at IAEA officielt havde meddelt dette. Den 30. september 2003 blev alle ansatte i det Hvide Hus beordret til at gemme dokumenter fra 1. februar 2002 og fremefter der havde at gøre med Wilson. Ordren blev givet af det Hvide Hus’ juridiske rådgiver, Alberto Gonzales, der i januar 2005 blev udnævnt til USA’s ”justitsminister”. ”I skal gemme alle dokumenter, der på nogen måde, hvad enten det er direkte eller indirekte, har forbindelse til disse individer, selv om der kan være tvivl om, hvorvidt dokumenterne hører under præsidentielle eller føderale arkiver, eller om destruktionen af dokumenterne kan være lovlig i anden sammenhæng”, skriver Gonzales i direktivet til samtlige ansatte i det Hvide Hus.

I Danmark fortsætter udenrigsminister Per Stig Møller sin misinformation af den danske offentlighed. Den 17. juli 2003 skriver han til Information: at ”der er en række uklarheder” omkring ”rapporter om import af uran”, og refererer alene til information fra før IAEA i marts og senere USA’s regering oplyste om falskneriet. Møller var allerede 7. marts blevet informeret om, at der ikke fandtes noget forsøg på urankøb, eller i det hele taget noget irakisk atomprogram.

Regeringen ønsker sandheden begravet

Efter at grundlaget for krigen smuldrede gennem 2003 blev der i Storbritannien og USA nedsat undersøgelseskommissioner, men ikke i Danmark. Efter at statsministeren selv blev fældet som skatteminister af en undersøgelseskommission i 1992 har den slags stået for ham som et traume. Regeringen benyttede derfor sit VKO flertal til i august 2003 at hindre nedsættelsen af en undersøgelseskommission. Den danske befolkning må ikke få kendskab til, at regeringen i marts 2003 sendte Danmark i krig - uden folkeretsligt eller faktuelt grundlag - og at både stats- og udenrigsminister løj overfor Folketinget.


Kilder:

Sidst opdateret: 2005-01-18

Forlaget Solidaritet, 2200 København N    /    Læst af 27794