Forbryderalbum

 

Regeringspolitik




De ansvarlige politikere

Svend Erik Hovmand (V)
Læs videre »»



   


Skatteminister forærer TDC 3,2 mia. kr.

I november 2003 blev regeringen tvunget til at nedsætte en undersøgelseskommission, der skulle undersøge omstændighederne omkring et skattefradrag til TDC på 10,8 mia. kr. "Jeg havde intet hørt. Jeg var ikke blevet advaret", erklærede en stærkt presset skatteminister, Svend Erik Hovmand (V). Det ved vi i dag var løgn.

Sagen tog sin start da TDC i 2000 luftede tanker over for skattemyndighederne om at omdanne det tyske datterselskab Talkline til et kommanditselskab. Manøvren ville indebære, at selskabet kunne trylle oparbejdet goodwill om til såkaldt erhvervet goodwill. Sidstnævnte kan man få skattefradrag for i form af afskrivninger, og TDC øjnede muligheden for at score et fradrag på helt op til 10,8 mia. kr. Hvis det lykkedes, stod den danske statskasse til at gå glip af skatteindtægter for 3,2 mia. kr. på grund af TDC's manøvre.

Men som følge af TDC's prøveballon fremsatte den daværende SR-regering i oktober 2001 en lovændring, som ville have lukket TDC-hullet i loven. Men efter valget skrottede den nye skatteminister Svend Erik Hovmand (V) lovforslaget, og først da TDC's manøvre kom for Ligningsrådet i august 2003, greb Hovmand ind og lukkede hullet. Men da havde TDC allerede sikret sig fradraget for 2001, 2002 og 2003.

Før sagen kom for Ligningsrådet havde skatteministeren ifølge eget udsagn intet hørt, og i Folketingssalen forklarede både Anders Fogh Rasmussen og Hovmand, at skattemyndighederne ikke kendte sagen, før den dukkede op i Ligningsrådet i august 2003. I november 2003 eksploderede sagen imidlertid mellem hænderne på Hovmand, da et notat fra oktober 2000 dukkede op i Told & Skat. Notatet beskrev i detaljer, hvad TDC var i færd med, og Anders Fogh Rasmussen besluttede øjeblikkeligt at lade en undersøgelseskommission kigge på sagen: hvem vidste hvad hvornår? Undersøgelseskommissionen gik i gang med at afhøre embedsmænd i Told & Skat for at klarlægge handlingsforløbet, og kunne hurtigt konstatere, at ministeriet blev informeret om sagen allerede i januar 2001.

Ministeriets internationale ekspert, Ivar Nordland har erklæret, at Hovmand efter regeringsskiftet blev advaret om hullet, men at ministeren ville vente med at lappe det, indtil han havde fået udarbejdet et samlet udspil på området. Det skete bare ikke. Efter sin oprindelige påstand om hverken at have hørt noget eller være blevet informeret, ændrede Hovmands nu forklaring. Han forklarede, at han selv spurgte embedsmændene om baggrunden for lovforslaget fra SR-regeringen: "Da spørger jeg mine embedsmænd, hvad det er for en sag, men får at vide, at der ikke er noget konkret, og der er ikke nogen grund til at haste noget igennem. OK, sagde jeg så. Så venter vi lidt med det."

Undersøgelseskommissionen der skal afdække forløbet ventes først at være færdig med den endelige rapport sidst i 2005. Men allerede i august 2004 fjernede Anders Fogh sin skatteminister. Som et plaster på såret fik Hovmand tre udvalgsposter i Folketinget, heraf en formandspost. Da var ministerens vælgerpopularitet i bund - på samme lave niveau som finansminister Thor Pedersen. Kun 6% af vælgerne mente at han var ærlig.

TDC sagens omfang vokser

TDC er langtfra den eneste virksomhed, der har fundet og udnyttet hullet i skatteloven til at score et milliardfradrag. En række andre store danske børsnoterede virksomheder er krøbet gennem samme hul i lovgivningen, men i modsætning til TDC har disse virksomheder fra starten valgt at holde lav profil.

Det kom frem, da TDC-kommissionen i januar 2005 afhørte kontorchef Karin Kirchhoff fra Told- og Skattestyrelsen i København. Hun kunne fortælle, at der er flere uafsluttede sager om børsnoterede virksomheder, der også har brugt fidusen eller forsøger at gøre det.


Kilder:
Større tab på TDC-sag, Politiken 14. januar 2005
Tdc-sagen: Flere koncerner udnytter skattehul, Jyllandsposten 14. januar 2005
Sager: Ministre i knibe, Jyllands-Posten 21. november 2004

Sidst opdateret: 2005-02-17

Forlaget Solidaritet, 2200 København N    /    Læst af 12227